Historien om plastikhavestolen, der blev til en skurvogn
Da jeg d. 1. okt. 2005 startede min hjemmeside www.anetteellegaard.com op, var det i første omgang bare for at have et sted, hvor læserne af Superwoman-bogen gratis kunne downloade fantasirejser. Ret hurtigt fik jeg dog lyst til, at der skulle være noget mere at komme efter, og så opstod ideen om ”nyt fra plastikhavestolen.”
Det var nemlig sådan, at jeg i mit nye liv som fuldtidsforfatter tre gange om ugen satte mig i baghaven på en tudegrim plastikhavestol for at kigge ned på skoven en halv times tid, mens jeg noterede mig vejret, årstidernes gang og mit eget indre humør. Jeg tænkte, at det engang imellem kunne være givende at dele mine oplevelser med læserne, og at jeg på den måde også ville videreformidle budskabet om, at man, for at kunne tage vare på andre, er nødt til først at tage vare på sig selv.
Jeg skrev bl.a. på min hjemmeside:
”Det kan lyde luksusagtigt, men det er helt nødvendigt for at blive ved med at være et helt menneske i et moderne liv, så hvis du ikke allerede gør noget tilsvarende, så prøv engang og se, hvad det gør ved dig...
Find det tidspunkt på døgnet, der passer dig og dit liv bedst. Jeg kender kvinder, der står op klokken fem om morgenen for at få en time alene i fred, før resten kommer væltende, jeg kender kvinder, der stopper bilen i en skov på vej hjem fra arbejde for at få et kvarter i naturen, og jeg kender kvinder, der bliver oppe om aftenen, når manden er gået i seng. Find din egen måde, -du har både brug for det og fortjent det!”
For mig har det været et fantastisk redskab at have min havestol. Jeg har tilbragt mange, dejlige stunder her, mærket årstidernes gang og fundet tilbage til mig selv, når jeg var blevet væk. Det håber jeg, at man kan fornemme af den brøkdel af stunderne, der er nået frem til hjemmesiden, og som jeg vil lade blive stående indtil videre. Men uanset succesen, så skete der alligevel det, at jeg som tiden gik, begyndte at vokse fra min egen idé.
For det første var det ikke altid let for mig at føle mig helt fri, når jeg sad på stolen. Engang imellem skulle noget af det, jeg skrev, jo bruges til noget. Det gik langsomt op for mig, at jeg havde inviteret det offentlige rum ind i en privat stund, og dermed gjort den til noget, som ikke længere var så privat.
For det andet var ideen opstået på et tidspunkt, hvor jeg var præget af stress og havde brug for en fast struktur, der kunne give mig ro. Men efter halvandet år på stolen, havde jeg fået så meget ro og flyttet mig til så anderledes et sted i mit liv, at det var noget andet, der skulle til.
Så det måtte jo ske ... Det andet ...
Og det gjorde det også. I maj 2007 blev det løftet ind i haven på en blokvogn, kørt på plads af naboens traktor og klodset op med svigerfars donkraft. Lige dér i hegnet mellem syrenerne, hvor havestolen plejede at stå. Så nu sidder jeg altså indenfor i en skurvogn, glad i hjertet og maven over, at jeg har fået mit helt eget private rum, hvor der altid er tørvejr og den samme skønne udsigt som før.
Mandag d. 24. okt. 2005
På en hvid plastikhavestol med et kunstigt lammeskind, et tæppe foldet om benene og et pandebånd på ørerne sidder jeg på toppen af den lille høj i baghaven, der er skabt af overskydende græstørver fra diverse bedprojekter.
Det er koldt, men solen skinner, og himlen er lyseblå med spredte lammeskyer. Jeg kan skrive uden fingervanter, og det er næsten vindstille. Bladene er begyndt at falde af træerne, men der er stadig mange, der sidder på endnu.
I morges, da vi stod op her den første dag efter efterårsferien, var det mørkt. Den usædvanlige varme, der ellers har været i luften hele eftersommeren, er nu væk og erstattet af en tør kulde. Efteråret er sat ind. Sommeren er uigenkaldeligt forbi. De næste to måneder bliver det kun mørkere og mørkere for hver dag, der går. Men som jeg sidder her og ser ned mod skoven, står den dog stadig grøn. Ikke frisk og lysegrøn, men jo, grøn.
Tirsdag d. 25. okt. 2005
Det øsregner, så jeg har sat mig ind i drivhuset. Himlen er mørk og tung, og der er ikke et eneste hul at se nogen steder i det grå dække. Det har regnet uafbrudt siden i går aftes, og det ser ud til at fortsætte. Ingen vind er der til at blæse det væk.
Men på en måde gør det ikke noget. Der er noget trygt og rart og godt ved den stemning, der opstår, når man går ud i det mørke vejr, mærker regnen på sit ansigt og ser lysene, der er tændt inde i stuerne. Det her kender vi. Det her har vi prøvet før. Det her er efterår i Danmark.
Og jeg er glad. Føler, at jeg er på rette spor. Efter en turbulent periode kommer der ro på nu. Det kan jeg mærke. Det er allerede begyndt.
Mandag d. 31. okt. 2005
Sidste dag i oktober. Og det er stadig dejligt vejr. Fugtigt, ja, men solen skinner, og det er vindstille. Skoven er begyndt at gulne en smule, men ud for vores grund er den endnu grøn. Længere mod øst står den i sine orange efterårsklæder. Er det mon en andens slags træer, der står dernede? Eller kommer efteråret til os østfra?
Tirsdag d. 1. nov. 2005
Det er diset i dag. Himlen er grå, og skoven står sløret i det fjerne. Det røde fra øst er rykket nærmere, og længst væk er farverne skiftet til brændende okker.
Skønt det ligger flere kilometer borte, kan jeg høre Stålvalseværket støje svagt, fordi der ingen vind er til at kamouflere det. Langt væk er der en hund, der gør, og indimellem sætter vores egen hane i med et ordentligt gal. Der er ikke stille her. Aldrig. Det lyder bare sådan, når man kommer inde fra byens larm, men når man har boet her i nogen tid, begynder man at kunne høre alle lydene.
Mandag d. 14. nov. 2005
Koldt, men dejligt vejr igen i dag. Plejer november ikke at være meget mere mørk og trist? Mere grå og regnfuld? Eller er det mig, der plejer at få mindre lys og luft? Mig, der normalt kun ser regnen og mørket, der tiltager dag for dag?
Det er nu endeligt afgjort: Efteråret kommer ikke østfra. Det er birketræer, der gror på stykket ud for os. I sidste uge så de grønne ud, nu står de nøgne og strækker deres lange, krogede fingre op mod himlen i tusindvis. Resten af skoven er rød og brun, men ikke på den samme buttede måde som tidligere. Hist og her kommer flere og flere stammer og grene til syne i takt med, at bladene giver slip og falder til jorden.
Solen står lavt. Når nærmest kun lige over min højre skulder. Jorden foran mig ligger i skygge, men længere fremme får solen skoven til at stå som en lysende silhouet mod den mørke himmel.
Mine tanker er især beskæftiget med de næste bøger, jeg skal skrive. Den ene er faktisk allerede skrevet for 3 år siden, men den skal skrives om. Historien skal ændres, og min hjerne kører på højtryk med forskellige muligheder. Jeg overvejer at gøre hovedpersonens veninde, Maria, til en mand, og jeg overvejer alle mulige kriser, som kan lede til det endelige slutpunkt, når det nu ikke kan være den krise, som jeg først havde tænkt mig. Og det kan det ikke, for den skal med i næste bog igen.
Jeg har ikke tid til at sætte mig at skrive lige nu. Det må vente et par uger. Indtil videre går mine dage mest med noget, der er relateret til "Superwoman er en følelse" eller med at få styr på menageriet herhjemme. Få afsluttet alle de mange ting, vi har sat i gang i huset, så jeg kan sidde her i ro og mag uden at tænke på alt det, som jeg også burde eller kunne lave. Og på en måde er det ikke slemt. Der er noget dejligt ved at gå og skulle holde den kreative energi lidt tilbage, indtil jeg til sidst ikke kan mere og bare må sætte mig og skrive.
Mandag d. 21. nov. 2005
Hvor var det specielt at gå ud gennem haven her til morgen. Alt var hvidt af rim, og græsset knirkede under mine fødder. Nu sidder jeg godt pakket ind i tæpper og ser på en frostklar himmel; mærker at vinteren er over os, skønt november ikke er slut endnu.
De sidste dage har jeg virkelig kunnet mærke, hvordan roen er faldet over mig. Hvordan jeg pludselig begynder at føle overskud af energi. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det sådan, undtaget i lange ferier. Jeg har LYST til at være kreativ, til at skabe. Det kribler og krabler i hele kroppen efter at komme i gang. Så på en måde har jeg slet ikke lyst til at sidde her. Ikke fordi jeg er stresset og føler, at jeg burde gå ind og lave noget, men fordi jeg er ved at boble over af energi ...
Onsdag d. 7. dec. 2005
Grå. Brun. Farveløs december. Skyerne hænger i hovedhøjde. Tågen går i ét med himlen. Tynger mine skuldre ned.
Og alligevel er der fugle, der kvidrer. Ikke kontinuerligt, bare små, spæde pip hist og her. Syrenerne har knopper. Og om morgenen holder kalenderlysets enlige flamme det værste mørke ude.
Det er så trist og tungt, at dagene bliver kortere og kortere, men allerede nu er der varsler om forårets komme. På den anden side af vinteren. Det må jeg huske. Det må i hvert fald ikke være dét, jeg glemmer.
Fredag d. 6. januar 2006
Her er en særlig vinterro. En stilhed, som ikke var der i efteråret. Lyden af vinden, der suser i trætoppene og ellers ... ingenting.
Ikke nogle menneskeskabte lyde. Sneen har lagt sig over landskabet som en tyk, hvid pude. Jeg har aldrig tænkt sådan på den før. Som en lyddæmper. Den har bare været en vinterting, noget koldt og vådt, som ungerne kunne kælke i, og så har den givet lys i den mørke tid, klædt naturen smukt på.
Men nu ved jeg pludselig, at den gør meget mere end det. Den bringer fred. Fred til alle vores trætte ører.
Tirsdag d. 31. jan. 2006
Frostklar himmel. Fuglestemmer overalt. Naboens æsler, der skryder. Der er forår i luften. Jorden er kold og dækket af sne, men luften fortæller det hele. Vi er på vej.
Det er alt for længe siden, jeg sidst sad her. Jeg troede, at tiden var inde til ikke længere at skemalægge mine stille stunder. Der var så rigeligt ro i mit liv, at det blev for meget, at jeg skulle herud tre gange om ugen. Jeg ville hellere bare gøre det, når behovet var der.
Nu ved jeg, at jeg stadig kan blive stresset. Jeg har ikke glemt, hvordan jeg slår knude på brystet og trækker vejret med halsen. Drevet af frygten for afgrunden har jeg sat gang i ikke færre end 11 projekter på samme tid. Det er ikke nemt at vænne sig til totalt uforudsigelig økonomi. Hele tiden at tro på det gode.
Men jeg har vendt det igen. Sat mig herud og trukket vejret med maven. Erkendt, at jeg faktisk HAR brug for at sidde her tre gange om ugen. Og at alting går, som det skal gå.
Fredag d. 24. feb. 2006
Skoven har forandret sig. Den er blevet lysere. Luften er også anderledes. Det begynder at krible i fingrene efter at komme i jorden, og jeg får pludselig sådan en ubændig længsel efter årets første jordbærtærte.
I skoven er al sne væk. I vores have dækker den stadig jorden. Vi plejer at have en overdådighed af vintergækker på denne tid, men lige nu er alt hvidt, så jeg kan kun gætte på, at de er der, et sted nede under sneen.
Jeg er også forandret. Endnu en del af min sjæl har jeg hentet hjem. Fuldstændig hel og perfekt som en ny og ubrugt vase bliver jeg aldrig; jeg vil altid være én, der først er blevet slået itu og siden forsøgt samlet igen, men jo flere skår, jeg får fundet og limet på, des mere hel vil jeg alligevel blive. Og limede vaser har vel også sin charme? De er blevet brugt, har taget del i livet, i stedet for bare at stå til pynt bag en glasmontre.
Tirsdag 21. marts 2006
Det har været verdens længste vinter i år, men nu ser det endelig ud til, at foråret forbereder sig på at komme. Her, hvor vi bor, er jorden stadig dækket af sne, og over hele landet fortsætter nattefrosten, men i dag skinner solen, og den står højere på himlen, end den længe har gjort. Endnu er alt brunt og vissent at se på -eller gråt, som min datter sagde i går,- men syrenernes knopper svulmer, og hønsene er igen begyndt at lægge æg, så det kan ikke vare længe, før den grønne farve melder sin ankomst. Men der skal ikke gå alt for lang tid, kan jeg mærke. Jeg er træt af vinteren, jeg bliver modløs og deprimeret af at blive holdt tilbage af kulden, og jeg længes som ind i helvede efter sol og sommer, fest og farver.
På torsdag har jeg en artikel i Alt for Damerne om vores tur til Australien. Jeg glæder mig til at se den og drømme mig tilbage til varmen og solen, mens jeg venter på, at sneen skal smelte.
Onsdag d. 5. april 2006
Endelig er al sneen væk! Jorden ligger bar og nøgen, kun dækket af brune og halvrådne, våde blade og vissent græs. Jeg får lyst til at frisere den, rede alt det gamle væk, så nyt, ungt og friskt kan spire frem. Som når man fjerner en tør sårskorpe og blotter den fine, lyserøde hud nedenunder.
Det er gråt i vejret i dag. Overskyet. Men det er mildt, fuglene kvidrer, æslerne skryder, og i det fjerne har skoven forandret sig. Det er svært at sige præcis hvordan, men den er så afgjort anderledes. Lysere. Mere violet og mindre sort. Bøgetræerne står stadig i deres orange dragt, men resten, de andre, skinner forventningsfuldt. Eller også er det mig, der er forventningsfuld. Mig, der venter på, at knopperne skal briste, at bladene skal folde sig ud, at solen skal bryde igennem, og at alting eksploderer i et farveorgie af lysende grønt mod den blå, blå himmel. Mig, der længes helt ind i knoglerne efter foråret. Foråret. Foråret. Foråret.
Torsdag d. 20. april 2006
Én ting har jeg opdaget her knap et år efter, at jeg startede mit nye liv: Det er en ekstrem svær balancegang det med, hvor travlt man skal have.
Jeg har brug for roen. De stille stunder. Tid til refleksion og til bare at være. Og at være mig selv. Alene. Men jeg skal ikke have alt for meget af det, så bliver jeg rastløs og ineffektiv og begynder at spilde min tid på formålsløse internetsurfinger og pludselig har jeg gang i alt for mange ting på same tid, kontakt med alt for mange mennesker, og væk er igen roen til de stille stunder.
Jeg skal frem, og samtidig skal jeg være lige her, hvor jeg er. Fremdriften skabes af svingningerne, så ligesom vejret og humøret skal roen også svinge op og ned i bølger. Der skal være perioder med for lidt ro og perioder med for meget. Det, jeg skal undgå, er ekstremerne. Og det er det, der er så svært. For når jeg er ude i den ene ende, så får jeg så meget lyst til, at det skal være anderledes, at jeg går alt for drastisk til værks. Præcis som når jeg forsøgsvist har styret en bil i et Playstationspil: jeg overstyrer hele tiden og banker skiftevis ind i det ene og det andet motorværn.
Men det kan vel læres..? At slingre lidt mindre på livets landevej, mener jeg. Måske man ligefrem kan få sig et kørekort til livet?
Fredag d. 2. juni 2006
Nu er skoven sprunget ud. Jeg sidder herinde i et vildnis af duftende
syrener, elm, røn og brændenælder og ser på den gennem et kighul.
Grøn og frodig står den mod den sartblå himmel, svajer let i toppen
som blide bølger på en doven sø en varm sommerdag.
Jeg har skulket fra min plastikstol alt for mange gange de sidste par
måneder. Ikke kunnet overskue at skulle bruge en halv time på at
sidde og bare være, når der var så meget, der skulle laves. Sådan er
det: når jeg i virkeligheden har allermest brug for det, er det, at
det er sværest for mig at komme herud. Prisen er den samme hver gang:
Jeg føler pludselig ikke, at jeg har tid nok til at det, jeg gerne
vil.
Der er vist kun én vej: for at føle, at jeg har roen og friheden ved
at leve et lev, hvor jeg når alt det, jeg vil, så må jeg bruge noget
af den tid, jeg ikke synes, jeg har, på at sidde her og finde mig
selv. Igen og igen og igen.
Tirsdag d. 5. sep. 2006
Vinden fejer henover træerne. River og rusker i dem, som vil den hive dem op
med rode. Men de bliver stående. Stående, hvor de er. Bøjer sig en smule
eller meget, men retter sig så op igen.
Sådan er det også med livet og menneskene. Vi undgår ikke modgang, og jeg
har været bøjet helt ned til jorden i sommer, men nu er jeg oppe igen. Det
gør ondt, når stormen river og flår i én, og på et tidspunkt troede jeg da
også næsten, at rødderne slap.
Men det passede ikke. Jeg står her endnu, og det har jeg tænkt mig at blive
ved med at gøre.
Så velkommen efterår med din regn og dine storme, dit svindende lys og dine
farver. Jeg glæder mig til at mærke dig igen.
Tirsdag d. 16. jan. 2007
Januar ... og fulglene pipper, som var det forår ... Hønsene er igen begyndt at lægge æg og har stadig masser af grønt at spise. En vinter uden vinter.
Jeg sidder på min havestol efter måneders pause. Har forsøgt at finde den samme ro og centrering andre steder: i yoga, meditation og nede i skoven. Troede egentlig, at jeg var vokset fra min stol, men så pludselig mærkede jeg en enorm trang til at komme herud igen. Savnede den følelse af overblik og fokusering, som det giver mig at sidde her. At kunne skrive, mens jeg møder dagen udendørs.
Så nu er jeg vendt tilbage. En fugtig, grå januardag, hvor skoven nærmest ser sort ud. Men det gør ikke noget. Inde i mig er der hverken sort eller gråt. For jeg er endelig kommet hjem igen.
Mandag d. 26. feb. 2007
Spætten er kommet. Og det er vinteren også. Lige, som vi troede, at den
ville springe os over, kom den med sin hvide frost og kulde, så jeg igen
skulle slæbe trillebøren med brænde frem og tilbage gennem store driver af
sne.
I dag tør det atter, og luften er tyk af tåge fra alt det vand, der
fordamper.
Jeg har min lakridsrodsthe med herud, mine gummeistøvler er revnet, og jeg
får våde fødder, men jeg tænker nu mest på drømmen i nat.
Jeg drømte, at jeg havde brug for at genopleve min yngste søns fødsel.
Derfor fødte jeg ham én gang til. På en helt anden måde og et helt andet
sted, som jeg kun kender fra mine drømme. Jordemoderen sagde nogle underlige
ting til mig, og det var alt sammen meget mærkeligt.
Sådan en drøm har et budskab. For selvfølgelig var det ikke min søn, der
blev genfødt i nat, men en side af mig selv. Alle drømme om fødsler er
betydningsfulde. De er en slags indvielsesritual. Et varsel om nye tider.
Eller i hvert fald muligheden for det, hvis man tør.
Så jeg har fået lidt at tænke på. Her i min lille verden med tøsneståger og
spættens evige klapren.
Mandag d. 5. marts 2007
Der er nærmest efterår i luften. Vinden suser i trætoppene, det er koldt og gråt og foran mig ligger der stadig rester af den korte vinters snedriver, som nægter at smelte.
Jeg holdt foredrag i Århus i sidste uge, og jeg blev spurgt om, hvor tit jeg sidder herude. Det var svært for mig at svare på. For når mit liv er, som det er nu, hvor jeg ikke er stresset og hele tiden kan følge med sjæleligt, så bliver pauserne, tiden til refleksion, dét at mærke indad, en integreret del af måden, jeg lever på. Så sidder jeg nærmest herude hele tiden, -i overført betydning, altså, og så har jeg ikke brug for at skemalægge det.
Men når jeg pludselig får proppet mere ind i mit liv, end jeg dybest set kan magte, eller når nogen eller noget rammer en knap på mig, som får mig ud af havestolstilstanden, og jeg ikke længere kan mærke, hvor jeg selv er henne, så har jeg igen behov for, at der er en fast struktur, et anker, et holdepunkt, noget, som tvinger mig tilbage til roen og min egen indre kerne.
Jeg bilder mig ind, at det optimale er et liv, hvor jeg hele tiden er i kontakt med mig selv, så jeg ikke er afhængig af at skulle gøre noget bestemt på bestemte tidspunkter. Jeg ved ikke, om det bare er en naiv forestilling. Det er også lige meget. Jeg har det godt med det, som det er nu. I de perioder, hvor alt er fint, sidder jeg ikke så meget på min havestol, men når filmen knækker og kontakten ryger, så ved jeg, at den står herude som et genialt redskab til at komme tilbage igen.
|
